01.06.1984
Bjarne Lander, Tambourkorpset '84
Den Kongelige livgarde, Bjarne Lander Indkaldelseshold juni ’84; 3. uddannelseskompagni 1. deling, 1. gruppe. Tredje sidst indkaldelseshold til Sandholmlejren. Overflyttet til Tambourkorpset 7. september 1984. Værnepligtstid 9 måneder
En helt ung rekrut lige mødt ind. Udgangsuniform M69
Forældre dag i Sandholm lejeren 24/8 1984. Fuldt feltpåklædning, klar til kamp. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Jeg stå i forreste række nummer tre lige midt i billedet.
Fredensborg Når man selv kun er en lille mand på 1,81 så virker fløjmandens 2,11 ovevældende.
Der skydes lys med Dyssekanon. Bemærk hjælperen kigger bag ud.
12 dage efter jeg var overflyttet til tambourkorpset blev jeg for første gang sendt til Fredensborg i en uge. Jeg var den eneste der havde spillet horn før og ”gamle” menige og konstabler skulle til Bornholm og lave tattoo. Så blev det Tivoli (Michael Pulsen) og undertegnede, der blev sendt på vores første solooptræden. Jeg kunne kun 2 melodier på fløjten, så dem måtte de høre på hele ugen. Første vagtskift kom majoren hen og sagde, ”De herre tamburer, nu har jeg den ære at sætte rytmisk i gang. Så har de kraftedeme at spille
ordentligt”. Rystede benene ikke før, så gjorde de det da nu. Vagtskiftet forløb fint og efterfølgende kom majoren igen i skarpt trav imod os. Vi tænkte selvfølgelig det blev selvøvning på Skipperstien resten af dagen, men vi tog fejl. Meldingen var. ”Tak tamburer, I er de mest rytmiske tamburer jeg nogen sinde har haft med”. Vi groede vist en ekstra tomme den dag. Godt det var ”Tivoli” der var med, han var gammel tambur, klarinettist og dirigent i tivoligarden. Løjtnanten som ses lige over min højre skulder er M. C. De Voss som var næstkommanderende i 3. komp. Han blev senere en del af Dronningens adjudantskab.
Menige tamburer hold juni ’84 fra venstre; Kim Herløv Hansen, Michael Rahbæk Poulsen, Karsten Gadegaard Andersen, Henrik Østgaard, Finn Raundahl, Michael Poulsen, Jan Nørgaard, Carsten Frederiksen, Bjarne Lander.
Der var på det tidspunkt 8-10 menige tamburer fra hvert indkaldelses hold, der blev udtaget ved en optagelsesprøve. Dvs. der foruden konstabler hele tiden var 16-20 menige tamburer, hvor af halvdelen blev skiftet hver tredje måned. Man var rekrut i tre måneder og tambur i 6 måneder. Andre gardere havde på daværende tidspunkt 3 måneders rekruttid, 2 måneders specialuddannelse, 1 måneds vagtuddannelse og 3 måneder i vagt kompagniet.
Lidt af det isenkram jeg var uddannet på. Her en Dyssekanon, Karl Gustav, 84 mm raketstyr. Vi skød med tre forskellige granater i den. 1. Brisantgranat som man skød ud over fjendens skyttegrave med og indstillede granaten til at springe i et par meters højde, hvor den så udløste en gang stålkugler der blev skudt ned i skyttegraven. 2. Panser granat der var beregnet til at stoppe køretøjer, kampvogne m.v. målet var at skyde granaten ind under tårnet på en kampvogn, hvor den er svagest. 3. lys granat. Blev skudt ud at hænge over fjenden med et skarpt lys, så man klart kunne se hvad der foregik om natten, så man kunne bekæmpe fjenden. Jeg var for det meste dyssekanonhjælper. Man var altid to til at skyde med dysse kanon. Skytten der selvfølgelig betjente dyssekanonen og hjælperen, som hele tide kiggede bag ud. Der var i fredstid 60 m.
farezone bag ud og i krigstid 40 m. Hjælperen indikerede til skytten at bagblæstområdet var frit inden skudafgivelse. Som hjælper slæbte man på to granater i alt 16 kg. ud over sin normale oppakning, så det var de største ”pak æsler” der fik denne tjans. Det er det fedeste våben jeg har skudt med.
Rød galla nåede jeg aldrig at optræde i, så det blev kun til et fotografi.
Fredensborg.
Midt i januar 1985 var der en periode med meget hård frost. Der var bl.a. is i de indre danske farvande. Musikkorpset spillede ikke i vagtparaden i flere uger, så tamburerne gik alene med paraden. Hver gang vi havde spillet en melodi var fløjterne piv falske. Der dannede sig en isprop i udblæsningen fra fløjten, som vi måtte banke ud på knæene, imens vi gik, inden vi skulle spille næste nummer. Brostenen i København var som at gå på en skøjtebane, da det frøs så meget at salt ikke virkede. På billedet ses et kraftigt ispanser på skilderhuset. En af dagene frøs det 26 grader midt på dagen under vagtskiftet.
En af juledagene kom IH (inspektionshavende) hen til mig da vi stod på gardergården. Han spurgte hvorfor vi aldrig spillede horn. Jeg svarede at min trommeslager ikke kunne melodierne. Han ville væde med at jeg ikke kunne spille horn fra rundkørslen ved vagtstuen og op til travbanen, hvor vi drejede ind mod gardergården. Jeg sagde top det kunne vi godt. Han gjorde mig opmærksom på at en omgang var de øl der kunne stå rundt i kanten på det runde bord i sergentmessen i alt 16 stk. Det var jeg indforstået med. Jeg gik ind til trommeslageren Carsten Frederiksen og sagde at vi spillede ”horn 3” fra rundkørslen til travbanen. Jeg var fuld stendig lige glad med hvad han spillede bare de passede til. Som billedet viser spillede vi og vi nåede hele vejen op. Efter aftrædning kom IH hen forbi mig og hans eneste kommentar var, SATANS. De øl smagte ekstra godt.
Marselisborg julen 1984. Vagtskifte aftrædende vagt. Juleaften var der en lille reception i vagtstuen, hvor kongefamilien kom forbi med en lille julegave, et askebæger med dronningens monogram og et julekort til alle. Der var håndtyk til alle fra hendes majestæt og fra prinsgemalen. Der var indkøbt julegaver til prinserne.
Tambourkorpset havde en legende til at undervise i mange år, der hed Hans Fulling. Han var kgl. hofmusikus og var blevet anbefalet til opgaven af hans majestæt kong Frederik IX. Fulling var gået på pension året før jeg blev optaget, men han kom stadig på kasernen. Her på billedet var han i det lune hjørne. Officererne havde opholdsrum under konstablernes opholdsrum. Det var derfor forbudt at spille i konstablernes rum. Det var Fulling for øvrigt ret ligeglad med, da der lige skulle vises hvordan en passage var. Han greb en bjørn og trak den godt ned i panden og så fik den tromme tæsk som den aldrig havde fået det før. Der gik ikke mange sekunder før døren blev flået op af en officer, der råbte hvem fanden det var der ikke kunne forstå at der ikke måtte spilles på stuen. Han bukkede og skrabede og undskyldte dog da han opdagede hvem det var. Fulling var der stadig respekt om.
Blå fest på hotel Kongens Ege i Randers 17/11 1984. Når alle fra årgangen har fået tildelt blå uniform, og inden oveflytning til vagtkompagniet, afholdes en gallafest med koner og kærester. Tamburerne havde på dette tidspunkt allerede været i vagtkompagniet i godt to måneder, så de gav et lille nummer eller to. Vi var tre tamburer fra 3. komp., men der var kun to med til festen. Her M. R. Poulsen og B. Lander.
Garand gevær M1 var vores funktionsvåben. Et meget slidstærkt gevær der kunne skyde under alle forhold. Her er det adskilt i atomer. Man skulle kunne samle sit gevær med bind for øjnene, når det var adskilt i hoveddele. Det skulle være sådan at man kunne adskille og afhjælpe funktionsfejl, og samle igen om natten, uden brug af lys. Det bedste eksercits gevær, der nogen sinde har været brugt.
TMG (Tungt maskingevær) Der skydes her med lysspor projektiler. Hver 5. patron i båndet indeholdt fosfor som antændtes af krudtet, derved kunne man om natten se om man skød mod det ønskede mål, når der samtidig blev spottet i natkikkert. Her er der to TMG der skyder ved siden af hinanden. Vi har flere gange været ude at slukke brænde som var antændt af lysspor projektilerne.
Forældre dag i Sandholm lejeren 24/8 1984. Fuldt feltpåklædning, klar til kamp. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Jeg stå i forreste række nummer tre lige midt i billedet.
Fredensborg Når man selv kun er en lille mand på 1,81 så virker fløjmandens 2,11 ovevældende.
Der skydes lys med Dyssekanon. Bemærk hjælperen kigger bag ud.
12 dage efter jeg var overflyttet til tambourkorpset blev jeg for første gang sendt til Fredensborg i en uge. Jeg var den eneste der havde spillet horn før og ”gamle” menige og konstabler skulle til Bornholm og lave tattoo. Så blev det Tivoli (Michael Pulsen) og undertegnede, der blev sendt på vores første solooptræden. Jeg kunne kun 2 melodier på fløjten, så dem måtte de høre på hele ugen. Første vagtskift kom majoren hen og sagde, ”De herre tamburer, nu har jeg den ære at sætte rytmisk i gang. Så har de kraftedeme at spille
ordentligt”. Rystede benene ikke før, så gjorde de det da nu. Vagtskiftet forløb fint og efterfølgende kom majoren igen i skarpt trav imod os. Vi tænkte selvfølgelig det blev selvøvning på Skipperstien resten af dagen, men vi tog fejl. Meldingen var. ”Tak tamburer, I er de mest rytmiske tamburer jeg nogen sinde har haft med”. Vi groede vist en ekstra tomme den dag. Godt det var ”Tivoli” der var med, han var gammel tambur, klarinettist og dirigent i tivoligarden. Løjtnanten som ses lige over min højre skulder er M. C. De Voss som var næstkommanderende i 3. komp. Han blev senere en del af Dronningens adjudantskab.
Menige tamburer hold juni ’84 fra venstre; Kim Herløv Hansen, Michael Rahbæk Poulsen, Karsten Gadegaard Andersen, Henrik Østgaard, Finn Raundahl, Michael Poulsen, Jan Nørgaard, Carsten Frederiksen, Bjarne Lander.
Der var på det tidspunkt 8-10 menige tamburer fra hvert indkaldelses hold, der blev udtaget ved en optagelsesprøve. Dvs. der foruden konstabler hele tiden var 16-20 menige tamburer, hvor af halvdelen blev skiftet hver tredje måned. Man var rekrut i tre måneder og tambur i 6 måneder. Andre gardere havde på daværende tidspunkt 3 måneders rekruttid, 2 måneders specialuddannelse, 1 måneds vagtuddannelse og 3 måneder i vagt kompagniet.
Lidt af det isenkram jeg var uddannet på. Her en Dyssekanon, Karl Gustav, 84 mm raketstyr. Vi skød med tre forskellige granater i den. 1. Brisantgranat som man skød ud over fjendens skyttegrave med og indstillede granaten til at springe i et par meters højde, hvor den så udløste en gang stålkugler der blev skudt ned i skyttegraven. 2. Panser granat der var beregnet til at stoppe køretøjer, kampvogne m.v. målet var at skyde granaten ind under tårnet på en kampvogn, hvor den er svagest. 3. lys granat. Blev skudt ud at hænge over fjenden med et skarpt lys, så man klart kunne se hvad der foregik om natten, så man kunne bekæmpe fjenden. Jeg var for det meste dyssekanonhjælper. Man var altid to til at skyde med dysse kanon. Skytten der selvfølgelig betjente dyssekanonen og hjælperen, som hele tide kiggede bag ud. Der var i fredstid 60 m.
farezone bag ud og i krigstid 40 m. Hjælperen indikerede til skytten at bagblæstområdet var frit inden skudafgivelse. Som hjælper slæbte man på to granater i alt 16 kg. ud over sin normale oppakning, så det var de største ”pak æsler” der fik denne tjans. Det er det fedeste våben jeg har skudt med.
Rød galla nåede jeg aldrig at optræde i, så det blev kun til et fotografi.
Fredensborg.
Midt i januar 1985 var der en periode med meget hård frost. Der var bl.a. is i de indre danske farvande. Musikkorpset spillede ikke i vagtparaden i flere uger, så tamburerne gik alene med paraden. Hver gang vi havde spillet en melodi var fløjterne piv falske. Der dannede sig en isprop i udblæsningen fra fløjten, som vi måtte banke ud på knæene, imens vi gik, inden vi skulle spille næste nummer. Brostenen i København var som at gå på en skøjtebane, da det frøs så meget at salt ikke virkede. På billedet ses et kraftigt ispanser på skilderhuset. En af dagene frøs det 26 grader midt på dagen under vagtskiftet.
En af juledagene kom IH (inspektionshavende) hen til mig da vi stod på gardergården. Han spurgte hvorfor vi aldrig spillede horn. Jeg svarede at min trommeslager ikke kunne melodierne. Han ville væde med at jeg ikke kunne spille horn fra rundkørslen ved vagtstuen og op til travbanen, hvor vi drejede ind mod gardergården. Jeg sagde top det kunne vi godt. Han gjorde mig opmærksom på at en omgang var de øl der kunne stå rundt i kanten på det runde bord i sergentmessen i alt 16 stk. Det var jeg indforstået med. Jeg gik ind til trommeslageren Carsten Frederiksen og sagde at vi spillede ”horn 3” fra rundkørslen til travbanen. Jeg var fuld stendig lige glad med hvad han spillede bare de passede til. Som billedet viser spillede vi og vi nåede hele vejen op. Efter aftrædning kom IH hen forbi mig og hans eneste kommentar var, SATANS. De øl smagte ekstra godt.
Marselisborg julen 1984. Vagtskifte aftrædende vagt. Juleaften var der en lille reception i vagtstuen, hvor kongefamilien kom forbi med en lille julegave, et askebæger med dronningens monogram og et julekort til alle. Der var håndtyk til alle fra hendes majestæt og fra prinsgemalen. Der var indkøbt julegaver til prinserne.
Tambourkorpset havde en legende til at undervise i mange år, der hed Hans Fulling. Han var kgl. hofmusikus og var blevet anbefalet til opgaven af hans majestæt kong Frederik IX. Fulling var gået på pension året før jeg blev optaget, men han kom stadig på kasernen. Her på billedet var han i det lune hjørne. Officererne havde opholdsrum under konstablernes opholdsrum. Det var derfor forbudt at spille i konstablernes rum. Det var Fulling for øvrigt ret ligeglad med, da der lige skulle vises hvordan en passage var. Han greb en bjørn og trak den godt ned i panden og så fik den tromme tæsk som den aldrig havde fået det før. Der gik ikke mange sekunder før døren blev flået op af en officer, der råbte hvem fanden det var der ikke kunne forstå at der ikke måtte spilles på stuen. Han bukkede og skrabede og undskyldte dog da han opdagede hvem det var. Fulling var der stadig respekt om.
Blå fest på hotel Kongens Ege i Randers 17/11 1984. Når alle fra årgangen har fået tildelt blå uniform, og inden oveflytning til vagtkompagniet, afholdes en gallafest med koner og kærester. Tamburerne havde på dette tidspunkt allerede været i vagtkompagniet i godt to måneder, så de gav et lille nummer eller to. Vi var tre tamburer fra 3. komp., men der var kun to med til festen. Her M. R. Poulsen og B. Lander.
Garand gevær M1 var vores funktionsvåben. Et meget slidstærkt gevær der kunne skyde under alle forhold. Her er det adskilt i atomer. Man skulle kunne samle sit gevær med bind for øjnene, når det var adskilt i hoveddele. Det skulle være sådan at man kunne adskille og afhjælpe funktionsfejl, og samle igen om natten, uden brug af lys. Det bedste eksercits gevær, der nogen sinde har været brugt.
TMG (Tungt maskingevær) Der skydes her med lysspor projektiler. Hver 5. patron i båndet indeholdt fosfor som antændtes af krudtet, derved kunne man om natten se om man skød mod det ønskede mål, når der samtidig blev spottet i natkikkert. Her er der to TMG der skyder ved siden af hinanden. Vi har flere gange været ude at slukke brænde som var antændt af lysspor projektilerne.
